I hate how I look

I hate how I look. And I hate how I feel, when I think about how I look. And I hate how I feel, when I think about how I feel. 

Det skal på en eller anden måde skrives på engelsk. Så er det nemmere at få ud.

Måske fordi det minder lidt om 10 Thing I hate About You. 

Måske fordi det er de sande ord, og derfor de ord, der gør mest ondt at manifestere.

Jeg hader hvordan jeg ser ud. Og jeg hader hvordan jeg har det, når jeg tænker på hvordan jeg ser ud. Og jeg hader hvordan jeg har det, når jeg tænker på hvordan jeg har det.

For jeg har det fucking dårligt. 

Jeg har alle forudsætninger for at have det godt, men jeg har det bare fucking dårligt.

Og jeg har lavt selvværd. Hvilket føles som en fejlfortolkning af min egen position, som en kreativ, sjov, elsket og åbensindet person, med hele verden for sine fødder.

Men jeg er bare kommet frem til, at grunden til at jeg gør så mange ting, der ikke gør mig glad, selvom jeg troede de ville gøre det, er fordi jeg gør dem for at bevise noget. Jeg ved ikke helt hvad jeg vil bevise. Men jeg tror det er fordi jeg ikke hviler i mig selv. Desværre. Og jeg tror, at jeg ikke hviler i mig selv, fordi mit selvværd er hvor det er.

Det er ikke nogen ny opdagelse for mig, at jeg skulle tage at forsøge at tabe mig. Igen. Jeg har tænkt på det siden juli sidste år. Det vil sige et halvt år. Og jeg har prøvet. Men jeg tror ikke, at jeg har accepteret, at det ikke bare kan ske over natten. Og at det ikke er sjovt.  Og så må det på en eller anden måde være derfor, det ikke er gået. Og måske fordi, jeg ikke har vist hvilken vej jeg skulle gå med det. Fordi Dukan virkede jo. Så prøvede jeg det igen, men så virkede det ikke. Men der gav jeg det måske heller ikke nok tid. Måske var jeg ikke ked af det nok, eller måske for ked af det. For ked af det til at give det tid. Ligesom nu. 

Men nu er jeg så fucking ked af det, at jeg kan mærke, at jeg må gøre noget ved det. Og jeg skal lige bruge tid på at acceptere, at nu gør jeg det. At nu går jeg i gang. Og nu skal jeg gøre det i lang tid. Og der kommer ikke resultater med det samme. Men hvis jeg bider i det sure æble engang imellem, så skal de nok komme. 

Og så skal jeg fandme tro på mig selv. Og gøre det for mig selv. Og elske mig selv. Og værne om mig selv. Og generobre mit selvværd. Og samtidigt se fremad i stedet for tilbage. 

Forudsætningerne for, at det vil lykkes er:

- At jeg følger planen

- Accepterer, at det tager lang tid. Og at det handler om at blive ved

- At jeg gør det med hjertet, og mener det, og tror på det

- At jeg holder fast, selvom jeg tvivler

- At jeg accepterer, at det ikke altid er sjovt, men at det er det værd

- At jeg husker, at hvis jeg spiser én fastelavnsbolle, så har jeg ikke ødelagt noget. Så tager det bare lidt ekstra tid

- At jeg ikke er hård og ond mod mig selv, men husker, at jeg gør det, fordi jeg gerne vil elske mig selv

- I do it for the life 

Så det er det.

Jeg har besluttet mig.

Jeg starter dukan. Gør mig umage og vil ikke stresse. 

Jeg tror på det. Kærligheden vil vende tilbage. Og smilet. Og den gode følelse. Det vil den.

Snart vil jeg være en smiley igen.

:) 

Smil.

Jeg gør det.

Jeg vil love mig selv det. 

Lige da jeg skrev ovenstående, føltes det ikke som om jeg mente det. Og det er dét, der tit gør, at det ikke bliver til noget tror jeg. 

Men nu vil jeg. Fanden fucking fucke mig. Det er så lorte trættende at være ked af det hele tiden. Og jeg VED bare. At det er FORDI jeg synes jeg er FED. 

Jeg må gøre noget. Acceptere, gøre, og lade det ske. Og overkomme mig selv. Please Nadja, please. Overkom dig selv.